Von Neanderthal Museum
Velkommen til Neanderthal Museum!
Vores guide vil føre dig gennem den faste udstilling og give dig oplysninger på dit modersmål. For at komme til den faste udstilling skal du gå igennem ”En dal og dens hemmelighed” og fortsætte opad som i en spiral.
Hvis du har købt billetter til vores aktuelle særudstilling, finder du dem i kælderen på højre side. Ligeledes i kælderen finder du skabe og toiletter på venstre side.
Der venter dig et varieret program i udendørsarealet. Vi vil godt opfordre dig til at besøge neandertalerens fundsted, kunststien ”Menneskespor” eller vildtreservatet med istidens dyr. Du kan få et oversigtskort ved kassen.
Tak for dit besøg og fordi du vil returnere denne guide igen ved kassen. Vi ønsker dig en dejlig og oplevelsesrig dag i Neandertal!
Har dalen altid set ud, som den gør i dag?
Hvad fandt arbejderne her i 1856?
Hvorfor blev et par knogler til en sensation?
Engang var Neandertal en vild, næsten eventyrlig klippekløft. Stejle kalkklipper ragede op, en tæt bevoksning dækkede skråningerne, og Düssel brusede gennem den smalle dal.
Et landskab, der forbløffede folk og inspirerede kunstnere.
I det 19. århundrede var dette smukke sted et yndet mål for malere og naturelskere. Men med kalkudvindingen begyndte dens ødelæggelse: I løbet af få årtier blev det imponerende klippelandskab næsten fuldstændigt udvundet.
Siden 1921 har dele af dalen været under naturbeskyttelse. I dag er Neandertal et værdifuldt levested for dyre- og plantearter og et sted, hvor man kun kan ane dets tabte skønhed.
Neandertaler-knoglerne var et tilfældigt fund. I august 1856 gravede arbejderne dem ud af leret i Feldhofer-grotten. Johann Carl Fuhlrott beskrev senere skelettet som liggende udstrakt på ryggen med hovedet vendt mod huleindgangen. Neandertaler-mennesket var sandsynligvis blevet begravet her.
Men kalkudvindingen ødelagde hulen, og dens nøjagtige beliggenhed gik i glemmebogen. Først i 1997 og 2000 fandt arkæologerne udgravningsstedet igen. Under kalkaffaldet fandt de huleler, redskaber, dyreknogler og flere fragmenter af mennesker. De viser, at der også lå knogler fra en anden neandertaler-kvinde her. En børnetand tyder på, at der engang har været et barn i hulen.
I dag markerer oplevelsestårnet Höhlenblick dette særlige sted.
Et hakmærke bevidner øjeblikket for opdagelsen. Det løber fra bækkenbenet til lårbenets ledhoved. Da arbejderne stødte på knoglerne, lå de begge stadig i deres anatomiske sammenhæng. Det tyder på, at skelettet lå uforstyrret i hulejorden i 1856.
Knoglerne fra Neandertal passede ikke ind i det 19. århundredes verdensbillede. Fuhlrott så resterne af et urgammelt menneske i dem, ældre end alt, hvad man dengang anså for muligt. Hans fortolkning var mere end blot en videnskabelig tese. Den vendte op og ned på verdensordenen.
For mennesket blev betragtet som uforanderligt: skabt i Guds billede, som skabelsens krone og enestående blandt alle levende væsener. Tanken om, at der kunne have eksisteret andre menneskelige former før os, var verdensomvæltende. Den fjernede mennesket fra dets særstilling.
Kort tid efter udvidede Charles Darwin dette perspektiv med sin evolutionsteori. Mennesket stod ikke længere over naturen. Det blev en del af en lang historie om forandring, slægtskab og evolution.
Således blev fundet fra 1856 et vendepunkt for videnskaben, og Neandertal blev palæoantropologiens vugge.
Johann Carl Fuhlrott (1803–1877) var lærer, naturforsker og en opmærksom iagttager af sine omgivelser. Han udforskede han regionens plante- og dyreliv med stor begejstring, skrev om det og delte sin viden med andre. Da han undersøgte knoglerne fra Neandertal, genkendte han resterne af et »præ-syndflodsmenneske« i dem. For at kunne placere fundet i en tidsmæssig sammenhæng tog han stadig udgangspunkt i Bibelens tidsangivelser.
Hvad gør os til mennesker?
Hvor længe har mennesker eksisteret?
Hvor gammel er den verden, vi lever i?
Har vi altid været alene på jorden?
Livets udvikling og forandringer finder sted over så lange tidsrum, som er næsten ubegribelige for mennesket. Det var Charles Darwin allerede klar over dengang: ”Betragtningen af sådanne kendsgerninger har næsten den samme virkning på sindet som de forgæves anstrengelser for at danne sig en forestilling om evigheden.” (Fra: ”Arternes oprindelse”).
Vi har kun i lidt over 100 år haft et begreb om, hvor gammel jorden rent faktisk er, hvor længe der har været liv på vores planet, og i hvor forholdsvis kort tid mennesket og dets fossile forgængere har eksisteret.
Vi er i dag den eneste menneskeart på jorden. Det er et evolutionært særtilfælde. Indtil neandertalerne uddøde, har der altid levet flere arter af homininer på samme tid.
Fossilfund, som kan bruges til at rekonstruere vores udviklingshistorie, er sjældne. Visse arter er kun dokumenteret ved enkelte knogler, andre endda kun ved spor af DNA. I stedet for et stamtræ viser vores udvikling sig i dag at være en bred flod, der forgrener sig og danner nye grene, som på et senere tidspunkt også kan flyde sammen igen. Menneskets evolution er ikke nogen målrettet proces, men resultatet af tilpasning og tilfældigheder.
Vores forfædre var mørkhudede. Allerede dengang var der en mangfoldighed af mørke hudfarver. Takket være palæogenetikken ved vi i dag én ting: Lys hud er først opstået sent. Den udviklede sig længe efter neandertalernes æra og migrationen af de tidlige Homo sapiens til Europa.
Hudfarver er en tilpasning til forskelligt stærkt sollys. De tidligste homininer havde lys hud inde under pelsen. Mens de med tiden mistede pelsen, udviklede de mørkere hud som en beskyttelse mod solstråling.
Lys hud fremmer optagelsen af D-vitamin i områder med lidt sollys. Ligeledes kan en kost med fed fisk og indmad sikre en tilstrækkelig tilførsel af D-vitamin. Derfor kunne vores forfædre også i lang tid leve uden lys hud i områder med lidt sollys.
I dag tilhører vi en enkelt art og nedstammer fra fælles forfædre på trods af alle brune nuancer. Brugen af begrebet ”race” for mennesker stammer fra forældede ideologier. Der findes dyreracer via avl, men der findes ingen menneskeracer.
Hvordan startede menneskehedens historie?
Hvordan så vores forfædres verden ud?
Hvor blev neandertalerne af?
Hvordan kom vi mennesker til Europa?
Menneskets historie begyndte i Afrika, og starten var forbundet med ændringer i de naturlige omgivelser. For ni til syv millioner år siden fik klimaforandringer den tropiske regnskov til at skrumpe ind. Homininer strejfede allerede rundt på to ben i de åbne sø- og flodlandskaber.
For tre en halv til to millioner år siden blev klimaet i Afrika mere og mere køligt og tørt, afbrudt af varmere faser. Forskellige homininer udviklede forskellige tilpasninger til de skiftende levevilkår. De boede på savanner, i skove, ved bredder eller i skovkanter. De spiste græs, frugt, knolde eller insekter. Deres forskellige tilpasninger afspejlede sig i deres forskellige kroppe.
Arter forbliver aldrig ens, de er under konstant forandring. Selv inden for den samme population er der ikke to individer, der er ens. Ved befrugtningen bliver forældrenes genetiske materiale nemlig hver gang blandet på ny.
Det betegenes af biologer som en rekombination af gener. Derved skabes der altid nye og unikke artsfæller. Nye varianter kan dog også opstå ved forandringer af selve det genetiske indhold, ved såkaldte mutationer.
Jo bedre et individ fra disse mange varianter er tilpasset sine omgivelser, jo større er dets chancer for at overleve. Det udnytter fødeudbuddet mere effektivt, ernærer sig bedre og er mere modstandsdygtigt over for fjender. Dem med mest succes er som regel også dem med mest afkom. Derved kan deres genetiske materiale trænge mere og mere igennem.
Slægten Homo begyndte for omkring 2,5 millioner år siden med Homo habilis, det første menneske, der huggede stenredskaber ud af klippegrunde. Hos Homo erectus, hvis ældste fundne rester er 2 millioner år gamle, var de typiske menneskelige egenskaber allerede klart genkendelige. Han var allerede ”kløgtig”, hvilket hans veludviklede hjerne antyder, han var god til fods og var vokset betydeligt i højden. Hans gebis blev dog mindre, og håret på hans krop var blevet tyndere og tyndere. Han lavede forskelligt værktøj af sten og træ og sørgede intensivt for sit afkom.
Homo erectus udvandrede fra Afrika til Asien og Europa. Den udviklede sig til Homo heidelbergensis og derfra videre til neandertalerne.
Antropologer er meget fortrolige med neandertalerne (Homo sapiens neanderthalensis): Der blev ikke fundet flere fossile knogler af nogen anden menneskeform. Knoglerne adskiller sig fra det moderne menneskes (Homo sapiens sapiens).
Således havde neandertalerne stærke knogler. Deres ansigter manglede kindhuler, hvorfor de så mere spidse ud. En udpræget øjenbrynsbue stak ud over øjnene. Kæberne og tænderne var også stærke. De brugte muligvis deres fortænder, der normalt var meget nedslidte, som en ”tredje hånd”. Deres hjerne var større end vores.
Vi, Homo sapiens sapiens, opstod for ca. 300.000 år siden i Afrika fra efterkommere af den afrikanske Homo erectus. Med vores høje grad af tilpasningsevne begav vi os ud for at kolonisere hele kloden. I Asien og Europa mødte vi fjerne slægtninge såsom neandertalere og denisovaer, efterkommere af tidligere udvandrere fra Afrika.
Vi ankom til Europa for omkring 40.000 år siden. Vi levede som istidens jægere og samlere, ligesom neandertalerne. Deres antal var allerede faldet kraftigt på grund af det konstante skift mellem varmere og meget kolde klimafaser. Ganske vist afslører vores genetiske materiale, at vi også har blandet os med dem, men mange regioner var så tyndt befolkede, at vi ikke altid mødte hinanden. De først tilkomne blev drevet væk derfra igen af det barske istidsklima. Vi blev der først efter den værste kulde.
Klimaet har altid haft en betydning for menneskers levevilkår. I vekslen mellem varme- og kuldeperioder har de altid været nødt til at tilpasse sig de skiftende omgivelser.
Især kortvarige klimaudsving under den sidste istid, som førte til ekstrem kulde og tørke, var hårde. Store dele af Europa var dækket med is og var ubeboelige. Folk flygtede mod syd, vest og øst. Neandertalernes overlevelse i små grupper blev sværere og sværere. De uddøde for 40.000 år siden. Med opvarmningen hen imod slutningen af den sidste istid uddøde også de store pattedyr på mammutsteppen.
Ved hjælp af forskellige metoder kunne forskere fra hele verden rekonstruere fortidens klima og dermed samle vigtige oplysninger om udviklingen af nutidens klima. Istidens klimasvingninger kan ikke sammenlignes med nutidens. Den nuværende globale opvarmning forstærkes og accelereres af menneskets indflydelse.
Er stenredskaber skarpe?
Kunne neandertalere lave ild?
Kan mennesker klare sig uden metal?
Er det kun mennesker, der kan bruge redskaber?
Hvordan er det hul kommet derind?
Mange af menneskehedens tekniske opfindelser oprindelse går langt tilbage. I løbet af årtusinder er opfindelserne konstant blevet udviklet og forbedret med nye materialer og processer. En stor teknisk betydning havde på den ene side forbindelsen af flere dele til komplekse værktøjer med væsentligt højere ydeevne. På den anden side kunne der fremstilles nye, kunstige materialer ved omdannelsen af materialer, f.eks. ved keramisk produktion eller metalforarbejdning.
Omdannelsen af materialer og syntesen af nye materialer kunne dog først udføres i stor skalavar dog først med industrialiseringen i det 19. århundrede samt brugen af fossile brændstoffer som kul og mineralolie. Samtidig nåede den tekniske viden på kort tid op på et sådant niveau, at der blev gjort banebrydende opfindelser under disse industrielle forhold.
De tidligste beviser på værktøjer er 3,3 millioner år gamle. I den daværende tid fandtes der ingen Homo-slægt. Værktøjerne blev således fremstillet af Australopitheciner eller Kenyanthropus. De kunne bruge dem til at skære dyr op eller knække nødder.
Stenredskaber blev også brugt til at fremstille andre redskaber. På den måde blev der sat en vedvarende proces af værktøjsfremstilling ved hjælp af værktøjer i gang. Grundstenen til vores materielle kultur var blevet lagt.
Er det værktøjerne, der gør mennesket unikt? Ikke helt. Også mange dyr finder på forbløffende løsninger. Chimpanser fisker efter termitter med pinde. Krager bøjer tråd til kroge. Blæksprutter bygger sig et skjulested af muslingeskaller. De observerer, afprøver og tilpasser deres adfærd.
Opfinderånden opstår altså ikke først hos mennesket. Men hos mennesker bliver en god idé til noget helt særligt: Viden deles, videregives og forbedres hele tiden. Enkle redskaber giver anledning til teknikker, traditioner og til sidst kultur.
Noget, der ved første øjekast virker ubetydeligt, hører til blandt de mest raffinerede redskaber fra den ældre stenalder: stenboret. Med en spids flintsten kunne mennesker bore huller i knogler, tænder, muslingeskaller eller elfenben. På den måde skabte man vedhæng, perler og andre smykker.
Det krævede styrke, tålmodighed og stor erfaring. Ved hjælp af roterende bevægelser, sand eller andre slibemidler blev der skabt små, præcise åbninger. Fund fra Geißenklösterle-hulen i Tyskland viser, at mennesker allerede for omkring 40.000 år siden forenede teknisk kunnen med et symbolsk udtryk. Man brugte ikke kun værktøjer til at overleve. De bidrog også til at synliggøre identitet, tilhørsforhold og skønhed.
Findes der samfund uden myter?
Begravede neandertalerne deres døde?
Er hulemalerier de ældste kunstværker?
Hvem opførte megalitgrave?
Er verdensreligionerne uforenelige med hinanden?
Siden tidernes morgen har mennesker tænkt over verdens begyndelse og deres egen oprindelse. De har samlet deres fortolkninger i hellige historier, som vi i dag kender utallige af fra alle kulturer. I skabelsesmyterne skaber guder eller overmenneskelige væsener jorden ud af kaos og skaber havet, bjerge, planter, dyr og til sidst mennesket.
Historierne anses for at være sande. De videregives fra generation til generation og giver orientering i en verden, der opfattes som mystisk og overvældende. I modsætning til vores moderne teorier om verdens oprindelse gennem big bang og evolutionen kræver disse historier ingen videnskabelige beviser. Der bliver også troet på myter på denne måde.
Døden udfordrer os uundgåeligt til at tænke over meningen med vores eksistens. Den tager ikke kun den enkeltes liv. Døden efterlader også et hul i de forskellige sociale relationer: Den ene partner mister den anden, et barn mister en forælder, en bror mister sin søster. Sorg- og begravelsesritualer hjælper de pårørende med at håndtere deres tab. Når de sørgende f.eks. kommer sammen til en begravelsesfest efter gravøl, styrker dette også fællesskabets solidaritet. Dermed sættes der gang i det, som i sidste ende skal ske: at hullet lukkes og ordenen i fællesskabet genoprettes.
Neandertalere var de første mennesker, hvor vi ved, at de reflekterede over døden og faktisk begravede deres døde.
Istidens hulekunst vidner om et rigt spirituelt liv.
Neandertalere har benyttet farver i mere end 200.000 år. I spanske huler malede de for mere end 60.000 år siden på hulevægge med okker. I løbet af den seneste istid nåede de mange forskellige malerier og graveringer et imponerende antal.
De tidlige kunstneres centrale tema var abstrakte symboler og dyr fra deres omgivelser. Ganske vist kan vi genkende motiverne i dag. Budskaberne bag billederne kan vi dog ikke længere afkode. Sandsynligvis var de dybe huler helligdomme for initiationsritualer eller andre vigtige ceremonier. Vi kender dog også til vægkunst, som kan ses ved dagslys i det fri ved huleindgangene eller på klippevægge.
Stenaldermennesket skabte også kunst til undervejs. Der blev fremstillet små skulpturer, indgraveringer på sten og dekorationer på hverdagens brugsgenstande. Der blev omhyggeligt skabt kunstgenstande af højeste kvalitet og udtrykskraft.
Snittede figurer af mammutelfenben fra de Svabiske Alper i Sydtyskland er menneskehedens ældste kendte kunstværker, der går over 30.000 år tilbage i tiden. Ligesom i hulekunsten er dyr det hyppigste motiv for kunstnerne. En undtagelse er de flere tusinde år yngre kvindefigurer af sten, gevir, mammutelfenben eller brændt ler. De bliver fundet på steder fra det sydvestlige Frankrig til Bajkalsøen i Sibirien. Påfaldende sammenfald på tværs af enorme afstande og tidsperioder viser den kulturelle betydning af symbolet ”kvinde”.
Behandlingen af de døde vidner globalt set af enorm menneskelig kreativitet. Der skabes steder, fremstilles genstande og opfindes ritualer samt regler. Megalitgravene (megalit: græsk: mega = stor, lithos = sten), som blev skabt i perioden efter istiden, da vi slog os ned, er tidlige eksempler på menneskeskabte steder, hvor de døde blev begravet i mange generationer og der samtidig kunne etableres kontakt med det hellige.
Døderitualer involverer ofte en særlig behandling af den afdødes krop. Transporten til gravstedet er af rituel eller social betydning. Den endelige deponering af de jordiske rester kan variere meget. Desuden fejres der ritualer, som tidsmæssigt går langt ud over dødstidspunktet.
I Mellemøsten og Egypten opstod de første højreligioner for 5.000 år siden. De var tæt forbundet med staten og dens hersker.
Ca. 70 procent af verdens befolkning tilhører i dag verdensreligionerne kristendom, islam, jødedom, buddhisme, hinduisme og konfucianisme. På trods af forskellige guddomme, trosretninger og skikke har religionerne mange ting til fælles: de hellige skrifter med centrale udsagn for det religiøse og personlige liv, præsterne, som udelukkende vier sig til religionen og dens formidling, de monumentale bygninger, hvor det hellige har sit jordiske hjemsted. De fleste store trossystemer har også en grundlægger. Han viste sine tilhængere, hvordan man lever det rette liv, eller forkyndte Guds ord som ”Guds budbringer”.
Hvor sundt levede neandertalerne?
Hvor længe har huller i tænderne eksisteret?
Hvordan ser en udgravning ud?
Hvor ved vi fra, hvordan mennesker levede i stenalderen?
I to millioner år rejste mennesker rundt i verden som nomader og levede af det, som naturen bød på. De samlede frugt, bær, nødder, rødder, æg, muslinger og insekter. De jagede små og store pattedyr, fisk og fugle. Jægernes og samlernes mobilitet gjorde denne livsstrategi så succesfuld. Naturens fødekilder vokser på forskellige tidspunkter af året og på forskellige steder. Man fulgte denne rytme og opholdt sig ofte kun på en lejrplads i få uger. Grupperne var små og bestod kun af 20 til 30 personer. Hvis føden blev knap, og sulten truede, delte de sig yderligere i mindre grupper. Hvis man dog havde dræbt en hel dyreflok, sluttede flere grupper sig sammen.
Biologisk set er mennesker altædende. De kan få uundværlige komponenter i deres kost – kulhydrater, fedt, proteiner, vitaminer og mineraler – fra både vegetabilske og animalske fødevarer. De har udnyttet denne fleksibilitet yderst kreativt og på den måde formået at leve overalt på kloden. De har dog ikke kun beriget deres kost, men også opfundet nye måder at tilberede maden på. Maden blev blødere ved at koge, dampe eller stege den. Efterhånden som vi udviklede os, skulle der tygges mindre og mindre. Som følge er vores kæber, tyggemuskler og tænder skrumpet i løbet af millioner af år: I vores ansigter kan man se, hvad vi spiser.
Da mennesket blev fastboende, indledtes der et nyt kapitel i menneskets samspil med naturen. Jægere og samlere efterlod næsten ingen spor i landskabet. Når de var rejst, gik der ikke lang tid, før lejrpladserne var groet til igen.
Landbrug og dyrehold satte en spiral i gang for 10.000 år siden, som fortsætter den dag i dag: fødevarer, som tog til i omfang og var mere regelmæssigt tilgængelige, betød, at der blev flere mennesker. Dem skulle der også produceres mere føde til. Derfor ryddede bønderne skove, drænede moser og udvandt mere fra jorden. Marker og græsarealer dominerede landskabet. Mange arter kan ikke længere overleve på de moderne landbrugsstepper.
Vind og regnvand fører den frugtbare muldjord væk fra de bare marker, gødning og pesticider bringer drikkevandet i fare, og en intensiv vanding gør jorden tilsaltet.
En arkæologisk udgravning indebærer altid en uigenkaldelig ødelæggelse af et fundsted. Derfor er det vigtigt at dokumentere alt helt nøjagtigt, inden man forsigtigt graver med murske og pensel. I den forbindelse skal der måles og tegnes, men også fotograferes og scannes. Forskellige forskere deltager i at analysere fundene og resultaterne. Hvert fund undersøges. Ved stenredskaber bestemmer man eksempelvis stenmaterialets oprindelse. Har stenaldermenneskerne fremstillet det på fundstedet, eller har de taget det med sig? Dyre- og menneskeknogler analyseres af specialister ved hjælp af naturvidenskabelige metoder. De enkelte forskningsresultater er som brikker i et puslespil, som giver os mulighed for at rekonstruere vores fortid, når de samles.
Er sproget karakteristisk for mennesket?
Havde neandertalerne andre hjerner end vi?
Anerkender alle samfund kernefamilien?
Er konkurrence mellem mennesker uundgåelig?
Har der altid fandtes sociale forskelle mellem mennesker?
De første hominider kunne kun kommunikere ved hjælp af fagter, mimik og simple lyde. De udviklede snart sproget. Eftersom sprog ikke efterlader fossiler, kan dette kun bevises indirekte. Biologiske forudsætninger for evnen til at tale er en tilstrækkelig stor hjerne og særlige anatomiske formationer i svælg og strubehoved.
Den biologiske forudsætning for sprog var sandsynligvis nået ved Homo erectus. Homo erectus var ikke længere i stand til at videregive den omfattende viden om det naturlige miljø, de komplicerede håndværksmæssige færdigheder og de leveregler, som havde udviklet sig igennem årtusinder, ved hjælp af imitationslæring og fagter. Den konstant voksende skat i form af ny viden blev videregivet fra generation til generation via sproget. De meget senere neandertalere var utvivlsomt i stand til at tale på en måde, der ligner vores.
I forhold til kropsstørrelsen er vores hjerne tre gange større end menneskeabens. Den udgør omkring 2 procent af vores kropsvægt, mens den forbruger 20 procent af vores kropsenergi. Dette ekstremt energiintensive organ er ansvarligt for menneskets særstilling. Efter biologiske standarder voksede hjernen lynhurtigt: Fra de første menneskeaber til Homo erectus blev hjernens volumen mere end fordoblet.
Efterhånden som hjernen voksede i størrelse, voksede også dens færdigheder. Opfattelsen af levestedet og lagringen af information blev bedre og bedre. Kommunikationen blev mere og mere præcis. Ved hjælp af hjernen opstod der et kulturelt system til lagring af information med en enorm fleksibilitet og uanede udviklingsmuligheder.
Menneskets barn bliver født for tidligt. Det skal fødes i en fuldstændig umoden tilstand, så dets hoved med den store hjerne stadig kan passere fødselskanalen. Hvis den havde samme grad af modenhed som en chimpanseunge, ville den skulle blive i livmoderen i yderligere ti måneder.
Ud over den omsorg, som moderen giver, er støtte fra andre parter derfor altafgørende. De skal yde direkte og indirekte hjælp til barnet og moren: De skaffer mad og andre ressourcer, stiller udstyr og hjælpemidler til rådighed og giver beskyttelse. Ud over mandens og andre gruppemedlemmers involvering i omsorgen for børnene, er en bedstemors rolle også en menneskelig opfindelse.
En fælles omsorg for afkommet begyndte senest med Homo erectus. Omsorgen for barnet skabte små grupper, som var forbundne med hinanden.
Typisk for menneskelige samfund er grupper af slægtninge, der går ud over kernefamilien. Den gennemsnitlige gruppestørrelse for disse mindste sociale enheder blandt jægere og samlere verden over var omkring 25 personer. Udgravninger af lejrpladser fra istiden tyder på lignende antal personer. Små grupper dannede grundlaget for vores kulturelle udvikling.
Ved hjælp af enorm opfindsomhed har mennesker over hele verden udviklet en uoverskuelig mangfoldighed af slægtskabsforhold og regler. Det moderne samfund er også underlagt denne dynamik. For eksempel er ”sammenbragte familier” en ny variant af en borgerlig familie.
Alle mennesker, der lever i dag, har en fælles stammoder.
Dybt inde i vores celler findes spor fra tidligere generationer. De giver forskerne mulighed for at spore slægtskabsforhold gennem årtusinder og rekonstruere forløbet af vores fælles historie.
Denne rejse fører os til Afrika, til vores rødder. Vores stammoder minder os om, at bag alle grænser, kulturer og forskelle ligger en fælles oprindelse, et bånd mellem alle 8 milliarder mennesker på alle kontinenter.
Når man forstår, hvor vi kommer fra, begynder man også at spørge: Hvor skal vi hen?
Det, der i dag ligger gemt i vores celler, fortæller om gamle veje og fortidens møder.
For omkring 200.000 år siden levede der mennesker i Østafrika, som lo, lærte, elskede og tog sig af hinanden. De kunne ikke vide, at deres efterkommere en dag ville bebo hele Jorden.
Mennesker er hverken de hurtigste eller de stærkeste levende væsener på Jorden. Alligevel lykkedes det dem at krydse ørkener, overvinde oceaner og bosætte sig på alle kontinenter. Hemmeligheden bag vores succes var ikke styrke, men samarbejde.
Alle mennesker, der lever i dag, er forbundet med hinanden via den mødrene linje. Hun var hverken den første kvinde eller den eneste i sin tid. Men mens andre linjer døde ud, har hendes bestået indtil i dag. Forskerne gav denne kvinde navnet »Eva«.