Von Neanderthal Museum
Velkommen til Neanderthal Museum!
Vores guide vil føre dig gennem den faste udstilling og give dig oplysninger på dit modersmål. For at komme til den faste udstilling skal du gå igennem ”En dal og dens hemmelighed” og fortsætte opad som i en spiral.
Hvis du har købt billetter til vores aktuelle særudstilling, finder du dem i kælderen på højre side. Ligeledes i kælderen finder du skabe og toiletter på venstre side.
Der venter dig et varieret program i udendørsarealet. Vi vil godt opfordre dig til at besøge neandertalerens fundsted, kunststien ”Menneskespor” eller vildtreservatet med istidens dyr. Du kan få et oversigtskort ved kassen.
Tak for dit besøg og fordi du vil returnere denne guide igen ved kassen. Vi ønsker dig en dejlig og oplevelsesrig dag i Neandertal!
Var det Joachim Neander, som fandt neandertaleren?
Har dalen altid set ud, som den gør i dag?
Er det muligt at besøge hulen?
Er neandertaleren det første fossile menneske?
Finder forskere ud af noget nyt om neandertaleren?
Neandertal var engang en idyllisk, smal klippekløft. Floden Düssel havde ædt sig ind i kalkstenen omkring 50 meter dybt over en længde på 800 meter. Oprindelig blev dalen kaldt Hundsklipp eller klippen. Den blev først opkaldt efter Joachim Neander i midten af det 19. århundrede.
Kun kunstværkerne fra de malere, der elskede at besøge skovkløften, vidner stadig om den brusende Düssel, den frodige vegetation og de barske klippevægge. Dalen tiltrak naturelskere, malere og slutteligt stenbrydere. På få årtier ødelagde kalkbrud det unikke landskab. I 1921 blev de første dele af dalen fredet. I dag er dalen et refugium for mange sjældne dyre- og plantearter.
Det mysteriøse fund, som stenbrudsarbejdere gjorde i august 1856 ved rydningen af Feldhofer Grotte, bestod kun af 16 knogler. Allerede Johann Carl Fuhlrott, den første person, der arbejdede med knoglerne, indså, at de stammede fra et menneske.
Der vides ikke meget om de nøjagtige omstændigheder i forbindelse med fundet. Det siges, at skelettet lå ca. 60 cm dybt i hulens ler med hovedet i retning af hulens indgang og udstrakt på ryggen.
I dag ved vi, at der længe før 1856 blev fundet knogler af arten neandertaler – i Belgien og på Gibraltar. Disse fossiler fik dog ingen opmærksomhed. Det fund, som gav arten navnet, kom dog på et gunstigt tidspunkt: Kun tre år senere udgav Charles Darwin sit banebrydende værk ”Arternes oprindelse” i England. Menneskefossilerne fra Neandertal blev hurtigt set som et bevis på, at mennesket også var en art med primitive forgængere.
Eftersom Johann Carl Fuhlrott ikke havde efterladt nogen notater, blev den nøjagtige placering af den ødelagte hule hurtigt glemt. I årene 1997 og 2000 lykkedes det arkæologerne Ralf-W. Schmitz og Jürgen Thissen at lokalisere det forsvundne fundsted for de berømte skeletrester. De gjorde en opdagelse i det planerede område ved foden af det tidligere stenbrud: Under et fire meter med kalkstensbrokker fandt de lag af det ler, der engang havde fyldt huler i kalkstensvæggene. De indeholdt stenredskaber og dyreknogler – men også menneskelige knoglefragmenter. Nogle af fragmenterne passer helt nøjagtigt ind i skelettet fra 1856.
Læreren fra den tyske by Elberfeld, Johann Carl Fuhlrott, var den første til at undersøge knoglerne fra den lille grotte i Feldhof og opbevare dem. Lige fra starten mente han, at det var skeletrester fra et menneske fra istiden, dengang kaldet for ”diluvium”. Dermed udviste Fuhlrott en ekstraordinær videnskabelig præstation og var samtidig meget modigt. Mange respekterede forskere tvivlede nemlig dengang stadig på eksistensen af fossile mennesker.
Hos videnskabsfolk udløste fundet af neandertaleren en voldsom strid, som varede i flere årtier. Fuhlrott døde i 1877 uden nogensinde at være blevet anerkendt for sit enorme bidrag. En af hans største modstandere i Tyskland var den berømte videnskabsmand Rudolf Virchow. Igennem årtier blokerede Virchows fjendtlige holdning for neandertaler-forskningen i Tyskland.
Skabelsesberetningen, som fortælles i Det Gamle Testamente, blev i lang tid fortolket bogstaveligt i den kristne vestlige verden. Det blev ikke tvivlet på, at verden højst var et par tusinde år gammel.
Men med den voksende viden inden for geologi viste det sig, at eksempelvis dybe jordlag måtte være meget ældre. De indeholdt også knogler, der vidnede om ældgammelt liv. Hvordan kunne det forenes med Bibelen?
Charles Darwins evolutionsteori skabte et ramaskrig i 1859. Ifølge Darwin havde planter og dyr via mange mellemtrin udviklet sig fra urformer og var stadig under udvikling. Også mennesket er underlagt teorien. ”Der vil blive kastet lys over menneskets oprindelse og dets historie” formulerede Darwin forsigtigt sidst i bogen.
Hvad gør os til mennesker?
Hvor længe har mennesker eksisteret?
Hvor gammel er den verden, vi lever i?
Har vi altid været alene på jorden?
Livets udvikling og forandringer finder sted over så lange tidsrum, som er næsten ubegribelige for mennesket. Det var Charles Darwin allerede klar over dengang: ”Betragtningen af sådanne kendsgerninger har næsten den samme virkning på sindet som de forgæves anstrengelser for at danne sig en forestilling om evigheden.” (Fra: ”Arternes oprindelse”).
Vi har kun i lidt over 100 år haft et begreb om, hvor gammel jorden rent faktisk er, hvor længe der har været liv på vores planet, og i hvor forholdsvis kort tid mennesket og dets fossile forgængere har eksisteret.
Vi er i dag den eneste menneskeart på jorden. Det er et evolutionært særtilfælde. Indtil neandertalerne uddøde, har der altid levet flere arter af homininer på samme tid.
Fossilfund, som kan bruges til at rekonstruere vores udviklingshistorie, er sjældne. Visse arter er kun dokumenteret ved enkelte knogler, andre endda kun ved spor af DNA. I stedet for et stamtræ viser vores udvikling sig i dag at være en bred flod, der forgrener sig og danner nye grene, som på et senere tidspunkt også kan flyde sammen igen. Menneskets evolution er ikke nogen målrettet proces, men resultatet af tilpasning og tilfældigheder.
Vores forfædre var mørkhudede. Allerede dengang var der en mangfoldighed af mørke hudfarver. Takket være palæogenetikken ved vi i dag én ting: Lys hud er først opstået sent. Den udviklede sig længe efter neandertalernes æra og migrationen af de tidlige Homo sapiens til Europa.
Hudfarver er en tilpasning til forskelligt stærkt sollys. De tidligste homininer havde lys hud inde under pelsen. Mens de med tiden mistede pelsen, udviklede de mørkere hud som en beskyttelse mod solstråling.
Lys hud fremmer optagelsen af D-vitamin i områder med lidt sollys. Ligeledes kan en kost med fed fisk og indmad sikre en tilstrækkelig tilførsel af D-vitamin. Derfor kunne vores forfædre også i lang tid leve uden lys hud i områder med lidt sollys.
I dag tilhører vi en enkelt art og nedstammer fra fælles forfædre på trods af alle brune nuancer. Brugen af begrebet ”race” for mennesker stammer fra forældede ideologier. Der findes dyreracer via avl, men der findes ingen menneskeracer.
Hvordan startede menneskehedens historie?
Hvordan så vores forfædres verden ud?
Hvor blev neandertalerne af?
Hvordan kom vi mennesker til Europa?
Menneskets historie begyndte i Afrika, og starten var forbundet med ændringer i de naturlige omgivelser. For ni til syv millioner år siden fik klimaforandringer den tropiske regnskov til at skrumpe ind. Homininer strejfede allerede rundt på to ben i de åbne sø- og flodlandskaber.
For tre en halv til to millioner år siden blev klimaet i Afrika mere og mere køligt og tørt, afbrudt af varmere faser. Forskellige homininer udviklede forskellige tilpasninger til de skiftende levevilkår. De boede på savanner, i skove, ved bredder eller i skovkanter. De spiste græs, frugt, knolde eller insekter. Deres forskellige tilpasninger afspejlede sig i deres forskellige kroppe.
Arter forbliver aldrig ens, de er under konstant forandring. Selv inden for den samme population er der ikke to individer, der er ens. Ved befrugtningen bliver forældrenes genetiske materiale nemlig hver gang blandet på ny.
Det betegenes af biologer som en rekombination af gener. Derved skabes der altid nye og unikke artsfæller. Nye varianter kan dog også opstå ved forandringer af selve det genetiske indhold, ved såkaldte mutationer.
Jo bedre et individ fra disse mange varianter er tilpasset sine omgivelser, jo større er dets chancer for at overleve. Det udnytter fødeudbuddet mere effektivt, ernærer sig bedre og er mere modstandsdygtigt over for fjender. Dem med mest succes er som regel også dem med mest afkom. Derved kan deres genetiske materiale trænge mere og mere igennem.
Slægten Homo begyndte for omkring 2,5 millioner år siden med Homo habilis, det første menneske, der huggede stenredskaber ud af klippegrunde. Hos Homo erectus, hvis ældste fundne rester er 2 millioner år gamle, var de typiske menneskelige egenskaber allerede klart genkendelige. Han var allerede ”kløgtig”, hvilket hans veludviklede hjerne antyder, han var god til fods og var vokset betydeligt i højden. Hans gebis blev dog mindre, og håret på hans krop var blevet tyndere og tyndere. Han lavede forskelligt værktøj af sten og træ og sørgede intensivt for sit afkom.
Homo erectus udvandrede fra Afrika til Asien og Europa. Den udviklede sig til Homo heidelbergensis og derfra videre til neandertalerne.
Antropologer er meget fortrolige med neandertalerne (Homo sapiens neanderthalensis): Der blev ikke fundet flere fossile knogler af nogen anden menneskeform. Knoglerne adskiller sig fra det moderne menneskes (Homo sapiens sapiens).
Således havde neandertalerne stærke knogler. Deres ansigter manglede kindhuler, hvorfor de så mere spidse ud. En udpræget øjenbrynsbue stak ud over øjnene. Kæberne og tænderne var også stærke. De brugte muligvis deres fortænder, der normalt var meget nedslidte, som en ”tredje hånd”. Deres hjerne var større end vores.
Vi, Homo sapiens sapiens, opstod for ca. 300.000 år siden i Afrika fra efterkommere af den afrikanske Homo erectus. Med vores høje grad af tilpasningsevne begav vi os ud for at kolonisere hele kloden. I Asien og Europa mødte vi fjerne slægtninge såsom neandertalere og denisovaer, efterkommere af tidligere udvandrere fra Afrika.
Vi ankom til Europa for omkring 40.000 år siden. Vi levede som istidens jægere og samlere, ligesom neandertalerne. Deres antal var allerede faldet kraftigt på grund af det konstante skift mellem varmere og meget kolde klimafaser. Ganske vist afslører vores genetiske materiale, at vi også har blandet os med dem, men mange regioner var så tyndt befolkede, at vi ikke altid mødte hinanden. De først tilkomne blev drevet væk derfra igen af det barske istidsklima. Vi blev der først efter den værste kulde.
Klimaet har altid haft en betydning for menneskers levevilkår. I vekslen mellem varme- og kuldeperioder har de altid været nødt til at tilpasse sig de skiftende omgivelser.
Især kortvarige klimaudsving under den sidste istid, som førte til ekstrem kulde og tørke, var hårde. Store dele af Europa var dækket med is og var ubeboelige. Folk flygtede mod syd, vest og øst. Neandertalernes overlevelse i små grupper blev sværere og sværere. De uddøde for 40.000 år siden. Med opvarmningen hen imod slutningen af den sidste istid uddøde også de store pattedyr på mammutsteppen.
Ved hjælp af forskellige metoder kunne forskere fra hele verden rekonstruere fortidens klima og dermed samle vigtige oplysninger om udviklingen af nutidens klima. Istidens klimasvingninger kan ikke sammenlignes med nutidens. Den nuværende globale opvarmning forstærkes og accelereres af menneskets indflydelse.